Web Analytics
 

 Færgeruten Ebeltoft-Odden, - svar til Finn Mårtensson.
I et indlæg den 29. oktober med overskriften ”Hvor blev færgen af ?” skriver Finn Mårtensson, at der stort set ikke er nogen byrådskandidater, der har tilkendegivet deres holdning til færgedriften på ruten Ebeltoft-Odden.
Det kan måske være rigtigt, hvis der tænkes på stort opslåede ”valg-paradeforslag”. Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at vi ikke tager sagen alvorligt. I hvert fald ikke hvis der hentydes til Borgerlisten. Tværtimod stillede vi fra Borgerlisten et dagsordensforslag ved økonomiudvalgsmødet den 26. september, - med følgende ordlyd:  
"Henset til den seneste tids bekymring for Mols-Liniens fremtid (se bl.a. dette link: http://investor.borsen.dk/artikel/1/264545/fremtidsfrygt_sender_mols-linien_i_doerken.html)foreslår Borgerlistens byrådsgruppe, at Økonomiudvalget beslutter at undersøge mulighederne for, at færgehavnene i Ebeltoft og Odden kan besejles af andre aktører.
Med venlig hilsen
Borgerlistens byrådsgruppe
Jørgen Brøgger”

Det er som sagt ikke stillet som et stort opslået ”valg-paradeforslag”, men derimod som et konkret, konstruktivt arbejdsforslag med den bagtanke at udvise rettidig omhu. Et samlet ØK var enig i betimeligheden heraf, og udvalget har derfor efterfølgende haft møde med repræsentanter for A/S Storebælt, der ejer havnene i Ebeltoft og Odden, hvor den aktuelle situation, vilkår og muligheder blev drøftet. Næste skridt er, at ØK gerne vil have en drøftelse med Mols-Liniens ledelse for afklaring af en række spørgsmål.
Det er vigtigt at pointere, at dette ikke er for at skade Mols-Linien, men derimod for at se, hvilke løsninger, der kan nås i et frugtbart samarbejde. Det ligger imidlertid helt fast, at den nuværende besejling på ruten er uacceptabel for ikke kun Syddjurs, men for hele Djursland og Nordjylland, hvorfra der er modtaget flere tilkendegivelser fra erhvervslivet om, at de hellere vil sejle med ruten Ebeltoft-Odden, end at skulle ind gennem Århus. Det vil ikke være at udvise rettidig omhu blot at acceptere den nuværende situation.
Med venlig hilsen
Jørgen Brøgger
Gruppeformand og kandidat for Borgerlisten
 
 

Skriv en tekst her
Skriv en tekst her
Skriv en tekst her
Skriv en tekst her
Skriv en tekst her
 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net