Web Analytics
 

12.-10.-2012 :
Her er min ordførertale ved 2. behandling af budget 2013 ved byrådsmødet i aftes:BORGERLISTEN
Syddjurs Kommune
 
 
BUDGET 2013
ordførertale, 2. behandling
 

Man kan måske sige, at dette budget kunne have været bedre, eller at det kunne have været sjovere at være med til at lave, - men næppe under de givne vilkår og omstændigheder.
 
Borgerlisten finder, at det er et ansvarligt og et forsvarligt budget, - som sagt: De vilkår og forudsætninger, vi er underlagt, taget i betragtning. Vist indeholder det - traditionen tro – besparelser og indskrænkninger, og vel gennemfører man ikke det i den størrelsesorden, der her er tale om, uden at det bliver opdaget.
 
Alligevel mener jeg, at det er lykkedes at styre uden om de steder, hvor det ville gøre mest ondt.  Vi er kede af besparelserne på Ungdomsskole-området – det er et af de kompromisser, vi har måttet gå med til – og vi er trods alt tilfredse med, at det i den sidste ende lykkedes at reducere de besparelser på området, der først var lagt op til. Vi er også tilfredse med, at det er lykkedes at undgå institutions-nedlæggelser. Alene det, at mulighederne har været nævnt i budgetkataloget har givet anledning til ængstelse i nogle lokalsamfund, specielt Thorsager og Feldballe. Men med det foreliggende forlig er der skabt også på dette område.
 
Normalt er skatteforhøjelser ikke Borgerlistens ”kop the”. En lav skatteprocent kan være et godt bosætningskriterium, - men det er et godt serviceniveau også. Og hvis alternativet til en skatteforhøjelse er en forringelse af serviceniveauet, så foretrækker vi i den aktuelle situation skatteforhøjelsen.
 
Det er som oftest sådan, at det er i budgetbemærkningerne, at man skal se de politiske signaler i et budget. Her er det foreliggende budgetforlig ikke nogen undtagelse.
Her hæfter vi os især ved bemærkningerne om effektivisering og innovation samt ikke mindst om Syddjurs Kommune som erhvervsvenlig kommune.
Sidstnævnte er alfa og omega for den fremtidige udvikling af kommunen. Uanset hvor seriøse eller useriøse, man betragter de foreliggende erhvervsklima-undersøgel-ser, er vi nødt til at forholde os til dem, som de er. Og at gøre noget ved.  Det er denne budgetbemærkning også udtryk for vilje til.
 
Tilsvarende er budgetbemærkningen om fortsat fokus på sygefraværet vigtig. Og endnu vigtigere er opfølgningen herpå.
 
Ligeledes er vi tilfredse med, at der sættes fokus på Familieområdet. Det er et meget sårbart og uhyre vigtigt område at, og det er derfor godt, at vi signalerer opmærksomhed herom.
 
Jeg er selvsagt også glad for budgetbemærkningen om fortsat statslig støtte til Fregatten Jylland. Bemærkningen er udtryk for, at Byrådet ikke passivt vil se på, hvad der sker i denne sag, der er af vital betydning for lokalsamfundet. Der er op mod 25 arbejdspladser i fare ved det foreliggende finanslovsforslag og herudover en afledt effekt til lokalsamfundet i form af skatter og afgifter m.m. på ca. 12. mill. kr. – jvfr. analysen fra Midtjysk Turisme.
Jeg vil gerne viderebringe Fregatinstitutionens tak til Byrådet for – ikke alene denne signalgivning – men også for den konkrete opbakning, der indtil nu har været i bestræbelserne på at sikre den fortsatte statsstøtte til vedligeholdelsen af skibet, - og for den opbakning, der vil følge.
 
I øvrigt går netop dette jo også fin ”hånd i hånd” med budgetbemærkningerne om Kulturkommune 2017.
 
Også budgetbemærkningen om naturgenopretning er vigtig, - ikke mindst i en kommune, der indeholder en nationalpark og som vil markedsføre sig som både en ”grøn” kommune og en turistkommune med store naturværdier.
 
Hvis anlægsbudgettet skal have et par ord med på vejen – og det skal det selvfølgelig – så tegner udgifterne til en samling af administrationen i Hornslet og Ebeltoft sig jo for en stor del, - men det er også her, der på sigt kan indhøstes løbende rationa-liseringsgevinster, hvilket ikke er uvæsentligt i den situation, vi befinder os i, hvor vi hvert år skal finde besparelser i størrelsesordenen 80-100 mill. kr.
 
I Borgerlisten er vi glade for, at anlægskroner til et nyt rådhusbyggeri ikke skal belaste budgettet mange år fremover.
 
Vi er glade for de afsatte beløb til bibliotek, borgerservise, Byens Hus og hal-udvi-delse i Kolind og ligeledes for, at biblioteket her i Ebeltoft skal flyttes til Midtbyen. Derved bliver et mangeårigt borgerønske indfriet. Efter Borgerlistens opfattelse kan der ikke herske tvivl om, at når det skal ske, skal vi placere biblioteket som en del af Ny Malt-projektet – med den styrke og opbakning til dette projekt, som en sådan placering vil være.
 
Vi ser også med tilfredshed på både den konkrette støtte og den signalgivning til det frivillige foreningsliv, der ligger i tilskuddet til kunststofgræs-baner. Det ville også have været næsten ubærligt, hvis de tilskud, man i Hornslet, har opnået til dette formål, måtte sendes tilbage, fordi der ikke var opbakning fra Kommunen.
 
Alt i alt altså et budget, der nok slet ikke er så ringe endda.
 
Borgerlisten er med i forliget. – det er vi, fordi vi gerne vil tage ansvar, og fordi vi gerne vil opnå indflydelse.
Det første vedkender vi os – det andet har vi opnået.
 
Alt andet lige: Tillykke med budgettet. Tak for godt samarbejde i processen, - om end jeg deler tidligere ordføreres undren over Socialdemokraternes og De Radikales ageren.

 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net