Web Analytics
 

Bæverjagt i Norge
Den 26.-28. april var jeg sammen med Christian, Georg og Torben på bæverjagt i Norge. Det var en spændende oplevelse. Også våd og kold. Vi så allesammen bæver, hver gang vi var ude, og Christian var også heldig at få nedlagt en. Den sidste aften var vejret godt og smukt, som det fremgår af billedet herunder. - Se flere fotos under "fotoalbum, jagt og fiskeri".

Begivenhedsrig morgenstund

28. august 2011:
Den bukkejagt i Polen, jeg vandt, fandt sted i dagene 22.-25. august. Det var en fantastisk oplevelse. Mine rejsefæller havde heldet med sig allerede de to første aftener, hvorimod jeg selv ikke havde haft mulighed for skud til buk, da vi nåede den sidste morgenjagt på afrejsedagen. Men det lykkedes. Kl. 07.15 kom bukken frem på ca. 80 meters afstand, - og den faldt i skuddet. En flot seksener, som det kan ses på fotoet.
Inden da havde jeg haft nogle gode naturoplevelser, da der først kom en då med kalv frem og gik stille og roligt og essede ca. 150 m. foran mig. En halv times tid efter at de var forsvundet igen, kom der 3 store kronhjorte glidende majestætisk ud af tykningen på samme sted, - og de skred stille og majestætisk hen over sletten og forvandt i disen. En halv times tid senere kom dåen og kalven igen frem, - og yderligere en halv time senere kom så bukken.
Virkelig en begivenhedsrig morgenstund.
Se flere fotos unde fotoalbum, Jagt og fiskeri.

 

Gåsejagt

Den 13. januar 2011 var Christian Koudal, Georg Sand og jeg på gåsejagt på vort fælles revir i Holme. Der var rigtig mange gæs i luften, - og to gange oplevede vi, at der kom en flok på skudhold. Det resulterede i, at vi alle tre var så heldige at nedlægge en canadagås.  Det var fantastisk spændende.

Bukkejagt i Polen

I dagene 11.-15. maj 2007 var Christian Koudal og jeg på bukkejagt i Polen. Vi havde vore koner med, og havde en fantastisk oplevelse. Den sidste aften, den 14., var jeg så heldig at nedlægge denne kraftige seks-ender.

 

Jagt & Fiskeri

Jeg fik mit første jagttegn i 1966 - og har gået på jagt lige siden.

Siden jeg var knægt har jeg kunnet lide at fiske. – Da jeg voksede op, udviklede dette sig til også at omfatte lysten til at gå på jagt. Jeg blev medlem af Elsegaarde Jagtforening i 1966, og ”slugte” jagtbladet, straks det kom hver måned.
Det gør jeg stadig.
Min oplæring i jagtens etik og skrevne og uskrevne regler fik jeg af de gamle hædersmænd i Elsegaarde Jagtforening, specielt Bertram Mikkelsen, Pauli Andersen og Ejnar Mikkelsen. Jagterne dengang på ”Lykkestrup”s jorder og foreningens vinter-rævejagter står i dag som noget ganske særligt i erindringen.

Jeg har været med i jagtforeningens arbejde i mange år, og har blandt andet ført foreningens protokol siden 1969. Jeg blev næstformand for foreningen i 1986 og har været formand siden 1993.
Foreningen har i dag sit eget revir, ligesom flere af foreningens medlemmer inviterer de andre medlemmer på fællesjagt på deres respektive revirer. Derudover har foreningen mange andre aktiviteter som fisketure, knivkursus, familie-naturudflugter, vildt-bankospil o.s.v., hvilket tilsammen giver et meget rigt foreningsliv og enestående godt kammeratskab. 

I dag har mine egne sønner jagttegn, og jeg føler det som et stort privilegium at kunne have sådanne fritidsinteresser som jagt og lystfiskeri sammen med sine sønner. Man får et ganske tæt og ”indforstået” forhold til hinanden, når man færdes sammen i naturen, lytter til dens lyde, glædes over dens farver og beundrer de små ting i det store.

Sommerens bukkejagt er noget helt specielt. Når man færdes alene derude og oplever hele naturen vågne med fuglesang og morgenkåde rævehvalpe og rålam, - og om aftenen, når man oplever hvordan den går til ro, det hele bliver tyst, man hører en sagte puslen i løvet og ser nogle af de nataktive dyr komme frem: skovmår, grævling og ræv, - eller måske er det et pindsvin.
Som jæger bliver man ofte spurgt, hvordan man kan nænne at skyde ”de søde dyr”. Jeg plejer gerne – lidt humoristisk – at sige, ”jo, jeg lukker bare øjnene, - og så ser jeg for mit indre blik et smukt dækket bord med levende lys og smukke blomster, - og så en lækker dyresteg med en god rødvin til”. – Bortset fra det humoristiske er det rigtigt, at en væsentlig del af jagtoplevelsen fortsætter, når det nedlagte vildt nydes i godt selskab og minderne fra en god jagttur vendes endnu en gang.
Digterpræsten Kaj Munk sagde det mere rammende. Han svarede engang: ”Når man går en tur i naturen med en stok, er man iagttager, - når man går med et gevær, er man medlever”. Det er så rammende sagt, som det kan være; når man har bøssen med, oplever man det hele meget mere intenst.

Og så giver det i øvrigt en masse motion og frisk luft at gå på jagt, - og det er ikke at foragte !
Lystfiskeriet – der trods alt står lidt ”i skyggen” af jagtinteressen – foregår dels med garn efter fladfisk i Ebeltoft Vig, dels med stang, - i saltvand fra båd eller kyst og i ferskvand gerne langs en stilleflydende å i et smukt og fredfyldt landskab.

Besøg Elsegaarde Jagtforening her.

Besøg Danmarks Jægerforbund her, - og "Kreds 3" her.

Besøg Danmarks Sportsfiskerforbund her.

Jagthygge

Hygge og socialt samvær er en stor del af det at gå på jagt. På vort revir i Holme har vi et bålsted, hvor vi gerne slutter af med at tilberede et par pølser. Her fra den 15. december 2008. Min søn, Peter, står med den hare, han har nedlagt.

Kronkalvejagt

Forud for min 60-års fødselsdag besluttede jeg, at jeg ved den lejlighed udelukkende ville servere vildt og fisk, vi selv havde nedlagt og fanget. - Den 29. januar 2006 var jeg derfor med mine sønner, Peter og Mikkel, på kronkalvejagt på Skærsø. Desværre er Mikkel ikke med på billedet, han nedlagde den kalv, der ligger længst til venstre. Peter sidder bag de to kalve, han skød, og jeg selv bag den dåkalv, jeg selv nedlagde.

 

Danmarks Jægerforbund fik ny formand
Ved Jægerforbundets repræsentantskabsmøde den 16. jun i blev Claus Lind Christensen, som jeg har støttet, valgt som ny formand for Danmarks Jægerforbund. Læs mere
her.

Skovens Dag,
søndag den 29. april 2012 i Egedal Plantage.

Igen i år står Ebeltoft Jagtselskab og Elsergaarde i fællesskab som arrangører af "Skovens Dag"
Læs annonce/program
her og pressemeddelelse her.

"Årets Bukkejæger"

18.-07.-2011:
Jeg blev "Årets Bukkejæger":
Den 12. juli var jeg så heldig at nedlægge en buk på vores revir i Holme (se mere under "Fotoalbum, jagt og fiskeri"). - Jeg indsendte beretningen om min oplevelse til Midtjyske mediers "Bukkekonkurrence", - og den 18. juli kl. 15.00 ringede telefonen herhjemme. Det var journalist John Thomsen fra Midtjyske Medier, der var i den anden ende af røret, og stor var min glæde, da han meddelte mig, at jeg var den ene af de to, der var udtrukket som "Årets bukkejæger", og som dermed vandt en gratis bukkejagt i Polen.
Se Midtjyske Mediers pressemeddelelse herom
her.
Jagtrejsen skal finde sted i dagene 22.-25. august 2011 og skal foregå med Buhls Jagtrejser.
Læs den beretning, jeg indsendte til konkurrencen her.
Forventningens glæde har allerede indfundet sig !

Havjagt

Også havjagt er fantastisk spændende. - Her fra en tur i Torben Nikolajsens båd.

Vildsvinejagt, Tyskland

I årene 2004-07 havde jeg den oplevelse at være på vildsvinejagt i  Forstamt Göhrde,Tyskland. Det var en fantastisk oplevelse alle gangene, også selv om jeg ikke nedlagde noget. Alene indkvarteringen på et af Kejser Wilhelms gamle jagtslotte, der nu ejes af statsskovvæsenet, der anvender det som kursussted, emmede af atmosfære. 
Men den sidste gang, den 1. december 2007, lykkedes det, og jeg var heldig at nedlægge denne lille fine frischling.

Lystfiskeri

Når det ikke er jagtsæson, er lystfiskeri en glimrende erstatning.

Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net