Indbegrebet af en sommermorgen, - en rigtig ”bukkemorgen”.
Som de fleste andre mænd på min alder, skal jeg hver dag op i et naturligt ærinde først på morgenstunden. Den 12. juli var det ved 4-tiden. Det var begyndt at blive lyst, og fuglene var så småt begyndt at synge. Jeg overvejede, om jeg skulle tage på bukkejagt, nu da jeg var oppe, - men som dagen før trak den varme seng mere, og jeg krøb til køjs igen. Men jeg fald ikke i søvn igen.
Kl. ca. 05.15 hørte jeg Inge stå op og sætte sig ind i stuen. Fem minutter senere stod jeg op og gik ind til hende. Hun var blevet sulten og sad og spiste jordbær.
Da vi havde siddet yderligere 5 minutter, sagde jeg: ”Jeg tager en tur til Agri og ser, om der skulle være en buk”, - selv om det jo sådan set nok var en time for sent. Agri er et revir, mine sønner og jeg har sammen. Jeg var der kl. 6. Kreaturerne var i ”fuldt vigør” i bakkerne, så jeg besluttede i stedet at forsøge lykken nede ved søen.
Det var en pragtfuld morgenstund, sol og næsten vindstille; med megen fuglesang, mange duer i luften, der var fyldt med dufte fra vilde blomster. Indbegrebet af en sommermorgen, - en rigtig ”bukkemorgen”. Jeg begyndte at tro på, at ”det måtte ske” i dag.
Da jeg nærmede mig, ville jeg gå op på det høje sted, hvor der er godt udsyn over søen og de omkringliggende arealer. Halvvejs oppe så jeg et par mørke pletter i naboens kornmark.  Et kig i kikkerten afslørede, at det ganske rigtigt var 2 stk. råvildt. Den ene, der stod med front mod mig, var helt tydeligt en rå, mens jeg ikke kunne se, hvad den anden var. Jeg besluttede mig for at komme lidt længere frem, hvor jeg kunne sidde i skjul bag en tjørnebusk. Dyrene stod ca. 50 m. fra skellet ind til os og med front mod søen, - så det kunne jo være, at de ville bevæge sig ind på vores revir. – Men nej, råen havde set mig, og de stak af, - det viste sig, at der ikke kun var to, men tre dyr. Jeg kunne ikke nå at se, om der var en buk imellem.
Jeg sad en 5-10 minutter og funderede over situationen, og blev så enig med mig selv om, at der næppe ville byde sig flere chancer til her denne morgen, og besluttede derfor i stedet tage en tur til Holme. Holme er et revir, jeg har sammen med to kammerater ude ved kysten mellem Ebeltoft og Grenaa. Jeg parkerede ved skoven og besluttede at gå en tur ud i engen for at se, om der skulle være en buk sent ude der; klokken nærmede sig efterhånden 7.
Jeg passerede ad markvejen gennem en majsmark, der er omkranset af levende hegn. På den anden side af det levende hegn er der en brakmark på venstre side af markvejen, der fortsætter længere ud til engen.
Da jeg kom til den åbning, hvor markvejen passerer gennem det levende hegn, stoppede jeg op og undersøgte brakmarken i kikkerten. Intet at se, så jeg begyndte at gå videre ud mod engen. Men kun en 4-5 skridt, for pludselig så jeg et dyr ovre ved skellet mod den store bakke. Hurtigt ned på knæ og op med kikkerten. Det var vist en rå. Og dog, var der noget på hovedet af den ? den drejede sig, - nej, det var der vist alligevel ikke. ”Hvordan kommer jeg forbi den og videre ud i engen, uden at den opdager mig og begynder at gø”, tænkte jeg. Samtidig bekræftede det mig i, at der stadig kunne være en chance, selv om klokken var så mange.
Jeg blev ved med at betragte den i kikkerten; jeg var ikke sikker. Men pludselig var jeg. Jeg kunne nu tydeligt se, at der var noget på hovedet af den. Jeg fik stillet min rygsækstol op, så jeg kunne få albuestøtte på den. Situationen var perfekt. Der var ca. 80 m. til bukken, og der var perfekt kuglefang i den store bakke bag ved bukken. Jeg afsikrede og trykkede af, - og så i kikkertsigtet bukken falde, som var benene fejet væk under den. Den nåede aldrig at opdage mig, ej heller blev den klar over, at den netop havde spist sin sidste mundfuld.
Efter straks at have genladet, satte jeg mig på rygsækken og ventede 5 minutter, inden jeg gik over til den. Den lå, hvor den var faldet. En pæn buk, rimelig stor i kroppen, men med en lille, ret så besynderlig opsats. Der er 3 takker på hver stang, men ikke hvad man vil kalde en 6-ender. I hvert fald ikke i traditionel forstand. Den er nærmest ”skålformet”, - noget lignende kronen øverst på et kronhjortegevir. Et meget specielt trofæ, som jeg er meget glad for.
En dejlig fornemmelse at komme hjem, hænge bukken på vildtkrogen efter en rigtig god oplevelse, sætte kaffe over, vække Inge og byde på de rundstykker, jeg havde købt med på vejen hjem.