Web Analytics
 

BORGERLISTEN
i Syddjurs Kommune

 
ORDFØRERTALE
budget 2012, 2. behandling, 13. oktober 2011


Til forskel fra flere af de foregående ordførere har jeg ikke noget behov for at komme med forskellige kommentarer til den partipolitiske situation på landsplan, men kan i stedet koncentrere mig om de lokale forhold og Syddjurs Kommunes budget.
Om det budget kan der siges både positivt og mindre positivt.
Om det positive vil jeg først og fremmest hæfte mig ved, at der er tale om et samlet budgetforlig mellem alle Byrådets grupper. – Der er i forhandlingerne både ”givet” og ”taget” – med større eller mindre grad af tilfredshed – men at vi er nået i mål er udtryk for en samlet, fælles vilje til at ville det bedste for Syddjurs Kommune. Det synes jeg lover godt for fremtiden.
Ved 1. behandling sagde jeg, at Borgerlisten var glad for det fremlagte forslag til anlægsbudget, fordi dele heraf kan være med til at generere udvikling og til at gøre os til det attraktive bosætningsområde, vi gerne vil være. Det er vi stadig, - glade for det, altså.
Specielt IT-visionsplanen på skoleområdet er et stærkt udtryk herfor, men også andre anlægsinvesteringer som eksempelvis til den integrerede institution  til ”Uglen”, nybygning ved Pindstrup skole og træningshal og børnehus ved Rosmus skole samt renoveringer og ombygninger på Hornslet skole ser vi som investeringer i de børn og unge, der skal være med til at forme lokalsamfundets fremtid.
I den anden ende af alders-skalaen er servicearealer til Søhusparken i 2012 og dagcenter i overslagsårene 2013 og 14 sammen med andre tiltag med til at gøre os til en attraktiv kommune at bo i og blive ældre i.
Og renoveringen af Hotellet i Rønde er med til at sende signal om, at vi værdsætter og ønsker et godt og frodigt kulturliv i kommunen.
Vi er tilfredse med, at de besparelser, der var lagt op til på SFO-området er – om ikke taget af bordet, så dog reduceret – efter at det har vist sig, at den idé om fællesledelse, der lå bag forslaget, ikke var gennemførlig, - og vi er tilfredse med, at den store besparelse, der var lagt op til på skoleområdet er reduceret, idet vi finder det vigtigt at sikre, at det vejledende timetal kan overholdes, således så man kan holde det løfte, man gav, da man lukkede de 3 små skoler.
Vi går med dette budget fra 4 til 3 administrationsbygninger. – Borgerlisten havde gerne set, at vi havde taget skridtet fuldt ud og hentet de rationaler, der ligger lige for ved at gå fra 4 til to. Det kunne der ikke blive enighed om, - og det er så det. Lidt er trods alt bedre end intet.
Vi er stadig skeptiske overfor, om den skitserede besparelse ved samling af materielgårdene er valid, - men vi er indstillet på at give det en chance, - og ser i øvrigt med tilfredshed på, at dele af områdets opgaver nu sendes i udbud.
Vi havde ønsket, at der kom en budgetbemærkning med om opstilling af kriterier for oprettelsen af en borger-ombudsmandsfunktion og dennes virke. – En borger-ombudsmand, der skulle kunne guide borgerne ”gennem systemet” og desuden tage sig af klager fra borgerne. Det skulle efter vor opfattelse være en funktion, der økonomisk skulle kunne hvile i sig selv via hurtigere og smidigere sagsbehandlinger.
- Det var der desværre ikke flertal for, - men vi er godt tilfredse med, at forslaget nu
kommer på en almindelig dagsorden, - i en tilrettet form, også tilpasset andre sammenlignelige ønsker, - og hvor det bl.a. ikke kaldes en borgerombudsmand, men nok snarere en borgerrådgiver.
Af de mere triste konsekvenser af dette budget er først og fremmest, at de indeholdte reduktioner også betyder, at vi bliver nødt til at sige farvel til en række gode medarbejdere. Det beklager vi, og vi mener, at vi skal gøre alt for, at dette kan ske ved naturlig afgang og ved undladelse af at genbesætte ledige stillinger.
Med på den mere negative side hører også kassetrækket på 26 mill. kr.. – Her det dog vigtigt at holde sig for øje, at budgettet indeholder et budgetværn på 10 mill. kr., - som det ikke er meningen, skal bruges, men som snarere er medtaget for at undgår at risikere, at vi i 2013 får sanktioner for overskridelse af servicerammen.
det er ligeledes vigtig at holde sig for øje, at de resterende 16 mill. kr. er m indre en de samlede anlægsudgifter, så man kan med god ret sige, at dette træk på kassebeholdningen går til engangsudgifter på anlægssiden og ikke til drift, - om end kassetrækket ikke er øremærket til specifikke anlægsinvesteringer. 
Det er mange gange, at det er i budgetbemærkningerne, man skal se de vigtigste signaler i et budget. Det gælder også her. – Det vil føre for vidt at kommentere samtlige budgetbemærkninger, hvorfor jeg vil begrænse mig til at sige, at de to, Borgerlisten finder som de vigtigste, er bemærkningen om effektivisering og innovation – herunder det aktive medborgerskab – og bemærkningen om Syddjurs kommune som erhvervsvenlig kommune.
Det må være åbenbart for enhver, hvor vigtigt det er, at der bliver taget hurtig, aktiv handling på især sidstnævnte. – Berettiget eller uberettiget så kan vi ganske enkelt ikke leve med det image, vi har fået på dette område.
Alt i alt et budget med overvejende positive signaler og tendenser – de indeholdte nedskæringer til trods. – Borgerlisten vedstår sin deltagelse i forliget og ønsker alt det bedste for Syddjurs Kommune og dens borgere.

 

Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net