Web Analytics
 

BORGERLISTEN
i Syddjurs Kommune

 
ORDFØRERTALE
budget 2012, 1. behandling


Der er da de ting ved byrådsarbejdet, der er morsommere end at skulle lave budget. – I hvert fald, når man som her for 6. år i træk skal finde op mod 90 mill. kr., - selv om årsagerne er anderledes end de foregående år. – Men det ændrer jo ikke ved fakta.

Ligesom kommuneplanen siger, hvilken udvikling, vi gerne vil have for vores lokalsamfund, - så er det budgettet, der fortæller, om mulighederne for at realisere de hensigtserklæringer og visioner, der ligger i kommuneplanen.
Derfor er det eksempelvis morsommere at være med til at lave kommuneplan end at lave budget. – Budgettet er hård realisme.
Men dét er der også udfordringer i, - og det kan faktisk også være spændende nok.
Det er nemlig vigtigt at få budgettet skruet sådan sammen, at det kan være med til at generere udvikling og bl.a. medvirke til at gøre Syddjurs til det attraktive bosætningsområde, som vi gerne vil være.
Derfor er Borgerlisten også glad for det forslag til anlægsbudget, der her lægges frem.
Det er på mange måder med til at trække i den rigtige retning.
Vi kunne også godt tænke os flere anlæg, der kunne bidrage yderligere til at generere udvikling, - og det skal ikke være nogen hemmelighed, at det her specielt er Maltfabrik-projektet, jeg tænker på.
I den forbindelse vil vi også gerne være med til at snakke strukturændringer, der vil kunne supplere disse bestræbelser.
Men det er jo ikke kun anlægsbudgetterne, der er med til at forme mulighederne for udvikling af lokalsamfundet.
Det er i høj grad også driftsbudgetterne, - og her kan forringelser i serviceniveauet have en meget negativ indvirkning.
I det foreliggende budgetforslag er Borgerlisten bekymret for, om de indlagte besparelser på skoleområdet vil medføre, at vi ikke kan overholde det vejledende timetal. – Og vi vil i den forbindelse erindre om, at da man nedlagde de 3 små skoler var det med argumentet om, at det provenu, der herved indkom, skulle anvendes til at sikre, at man kom op på det vejledende timetal.
Vi vil derfor gerne i forhandlingerne frem til 2. behandling have en nærmere redegørelse for, om dette mål kan holdes, og om virkningen af den rammebesparelse på 1. mill. på skolerne, der konverteres til udvikling af IT-handlingsplanen.
 
 
Det er jo ikke første gang, at et budgetforslag til 1. behandlingen har indeholdt besparelser på ungdomsskole- eller juniorklub-området, - hvorefter disse så er blevet
taget af i forhandlingerne mellem 1. og 2. behandling.
Vi synes dog, at de tanker, der ligger bag det her foreliggende forslag – om en evt. ledelsessammenlægning mellem ungdomsskole, billedskole og musikskole, lyder spændende, og det fortjener nærmere undersøgelser og bearbejdning mellem 1.og 2. behandling. 
Vi er skeptiske overfor, om den anslåede besparelse ved sammenlægning af materielgårdene er valid.  Som vi ser det, vil det i hvert fald kræve en omlægning af nogle arbejdsgange, så der ikke skal anvendes meget køretid mellem udgangspunkt og arbejdssted indenfor arbejdstiden. Det bliver vi nødt til at se nærmere på.
Vi er heller ikke glade for den indlagte millionbesparelse på asfaltkontoen. Vi synes sådan set, at vores veje er hullede nok. Yderligere besparelser vil forværre dette og dermed fordyre en kommende istandsættelse. – Et typisk eksempel på, at det er dyrt at være fattig.
Men vi indrømmer, at når/hvis alternativet er yderligere besparelse på børne- og ældreområderne, må vi vælge det mindste af to onder.
Som lidt af et kuriosum må vi sige, at vi ikke tror på profetien om, at der hverken kommer valg eller folkeafstemning i 2012. Men lad nu det hvile.
Slutteligt skal siges, at vi Borgerlisten finder, at et kassetræk på knap 20 mill. kr.er lovligt højt, - og aldeles usundt., - og igen et bevis på, at det er dyrt at være fattig.
Kassetræk bør i givet fald være øremærket til bestemte anlægsudgifter og ikke for at få driften til at hænge sammen.
Vel vidende, at hvis dette kassetræk skal nedbringes, skal pengene findes et andet sted, vil jeg afslutningsvis anbefale, at budgetforslaget overgår til 2. behandling og samtidig give tilsagn om at gå konstruktivt ind i de forhandlinger, der følger frem til da.

 

Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net