Web Analytics
 

Ved tidligere borgmester Jørgen Nielsens død.
Ved tidligere borgmester Jørgen Nielsens død har Ebeltoft og Mols mistet en af sine mest markante personligheder i nyere tid. En personlighed, som det lokalsamfund, der udgøres af den tidligere Ebeltoft kommune, har uendeligt meget at sige tak for.  Få har som Jørgen Nielsen engageret sig i lokalsamfundets forhold og taget aktivt del i samfundsdebatten med klare og stærke synspunkter.
Jørgen Nielsen tog aktivt del i debatten om kommunesammenlægningen ved kommunalreformen i 1970, - og han tog aktivt del i debatten om kommunesammenlægningen ved kommunalreformen i 2007. – Før 1970 kæmpede han energisk for, at Mols skulle lægges sammen med Rønde, - men det ville Rønde ikke. Det ville Ebeltoft til gengæld gerne, - men det ønskede Jørgen Nielsen ikke. Alligevel blev det sådan. Jeg tror faktisk, at hverken Jørgen Nielsen, Mols eller Ebeltoft var kede af, at det endte sådan. Og da det først var en realitet, blev Jørgen Nielsen en af de mest utrættelige forkæmpere for Ebeltoft Kommune.
Han valgtes til byrådet fra starten af den nye storkommune, og blev fra starten 1. viceborgmester. Det blev til 24 aktive år i Byrådet, hvor han havde en stor andel af æren for den udvikling, der er sket. Hans offentlige hverv begrænsede sig dog ikke til de 24 år. Forud for kommunesammenlægningen havde han nemlig været medlem af Knebel-Rolsø sogneråd fra 1958 til 1966.
Jørgen Nielsen bestred 1. viceborgmesterposten med usædvanlig dygtighed og ildhu fra start til slut af sit byrådsvirke, afbrudt af de 3½ år, han besatte borgmesterposten efter Jens Aage Rasmussens død i 1986, og hvor hans evner som sådan trådte – om muligt – endnu tydeligere frem.
Ebeltoft Kommune oplevede en forrygende udvikling i hans borgmesterperiode. Eksempelvis omkring Privathospitalet Mermaid Clinic, Øer Maritime Ferieby, Fregatten Jylland og Glasmuséet samt en lang række mere private virksomheder.
Jørgen Nielsen var i denne periode altid parat til at gå i spidsen og kæmpe for en sådan sag, og han skånede aldrig dig selv, når hans opbakning var nødvendig.
Personligt har jeg ikke haft fornøjelsen at sidde i Byrådet sammen med Jørgen Nielsen. Men jeg havde fornøjelsen at sidde i Fregatten Jyllands bestyrelse under hans formandskab i hans borgmesterperiode, - og har derudover også haft glæden af samarbejde med ham på andre områder, ikke mindst som formand for Håndværkerforeningen.
 
Det er ikke vanskeligt at give en karakteristik af Jørgen Nielsen som borgmester, viceborgmester og person. – Det kan derimod være vanskeligt at begrænse en sådan karakteristik.
Hvis jeg alligevel skal forsøge det – at begrænse det – er det ud fra mine erfaringer i samarbejdet med ham naturligt først af alt at fastslå, at han var en bundreel, hæderlig og ærlig person.
Han viste altid både evne og vilje til at lytte til, hvad man havde at sige ham, - men han undlod så sandelig heller ikke at give udtryk for sine egne meninger.
Han havde ordet i sin magt – ja, jeg vil ikke vige tilbage for at kalde ham en oratorisk begavelse. Få kunne som han starte en tale ud fra et givent udgangspunkt, for derefter at bevæge sig frit og langt omkring for så igen – tid efter – at vende tilbage til udgangspunktet og om man så må sige ”lande med begge ben på jorden”.
Han beherskede det danske sprog, så det alene derudfra var en nydelse, at læse hans læserbreve, - uanset, om man så måtte være enig eller uenig med ham i de synspunkter, han gav udtryk for.
 
Han kunne være skarp – endog meget skarp – i en debat, og hans temperament kunne komme i kog, når han engagerede sig, - men han gik aldrig over stregen.
Mange husker endnu, da han hamrede en knytnæve i byrådsbordet med ordene ”De skal vide, at jeg stemmer imod !” – eller da et andet byrådsmedlem under en debat i byrådssalen sagde ”Jørgen, du skal lade være med at hidse dig op” – hvortil han svarede: ”Det er ikke mig, der hidser mig op, det er Jer, der hidser mig op !”.
 
Trods sin høje alder – han blev 97 år – var han til det sidste åndsfrisk og skarp, og evnede fortsat at interessere sig for og blande sig i lokalsamfundets forhold og samfundsdebatten som sådan.
Få fortjener som han betegnelsen ”en hædersmand”. Vort lokalsamfund er blevet fattigere ved hans bortgang.
 
Æret være Jørgen Nielsens minde !
 
Jørgen Brøgger
tidl. borgmester, Ebeltoft Kommune.

 

 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net