Web Analytics
 

Fødevareminister Hans Christian Schmidt på besøg i Ebeltoft den 14. oktober 2006, - for at åbne årets Ebelfestival.
Velkomsttale :

VELKOMMEN TIL EBELFESTIVAL’EN 2006
 
Herr minister – Mine damer og herrer – kære gæster.
 
Det er mig en stor glæde at byde velkommen til Ebelfestival’en 2006 !
 
Jeg vil gerne sige tak for opfordringen til at holde den officielle velkomsttale. Det glæder mig meget, fordi jeg herved får mulighed for – på vegne af et samlet byråd – at takke de mennesker, der står bag dette fantastiske arrangement. – Tak for initiativet og for det det kæmpearbejde, der ligger bag gennemførelsen af et arrangement af denne kaliber.
 
Når jeg byder velkommen er det en 3-delt velkomst.
 
Først og fremmest vil jeg gerne byde de mange gæster velkommen til Ebelfestival’en, - jeg håber, at alle må få nogle gode dage og nogle gode oplevelser.
 
For det andet vil jeg gerne byde selve Ebelfestivallen 2006 velkommen som den tredje i rækken af Ebelfestival’er, - der har bidt sig fast som en årligt tilbagevendende begivenhed, som alle ser frem til med store forventninger.
 
Og for det tredje vil jeg gerne – som formand for Den Selvejende Institution Fregatten Jylland – byde Ebelfestival’en og alle gæster velkommen her til Fregat-Torvet.
Det glæderos i Fregatinstitutionens ledelse og bestyrelse, at man har ønsket at lægge arrangementet her i disse – synes vi selv – smukke og velegnede rammer.
Jeg kan hilse og sige, at vi for vort vedkommende meget gerne ser, at det fremover bliver fast tradition, at årets Ebelfestival afholdes her.
 
Allerede sidste år sagde jeg, at det nu var slået fast, at Ebelfestival’en var kommet for at blive, - som en fast tradition i efterårsferien. Og med ordsproget om, at ”tredje gang er lykkens gang”, er dette udsagn nu bekræftet.
 
Jeg har tidligere givet udtryk for, at et lokalsamfunds værdi som netop lokalsamfund tegnes og præges af de mennesker og – især – de ildsjæle, der lever i det og præger det.
Deter de årlige Ebelfestival’er et rigtigt godt eksempel på.
De er også et godt bevis på, hvor rig netop Ebeltoft er på idérige entusiaster og ildsjæle.
- Noget, der er værd at bemærke sig i disse tider, hvor det lokalsamfund, vi kender i dag er i opløsning og på vej mod forandring.
 
Ebeltoft by vil naturligvis stadig være Ebeltoft by, men det bliver fremover i langt højere grad end hidtil de ildsjæle, som byen er så rig på – i foreninger, organisationer og som enkeltpersoner – der skal give byen sin identitet og sikre en fortsat udvikling, - kulturelt som materielt.
 
Dette skal ikke opfattes som nogen opfordring til, at vi skal isolere os i det nye fællesskab. – Tværtimod skal vi gøre, hvad vi kan, for at få denne kultur – som Ebeltoft er så rig på og så kendt for – til at brede sig til hele den nye Syddjurs kommune, så den kan blive lige så kendt på et aktivt kulturliv, som Ebeltoft er i dag. Sådan som det heldigvis allerede er kommet godt i gang i regi af ”Kultur Syddjurs”.
 
Men vi må samtidig gøre os klart, at Ebeltofts position som ”Byen i kommunen” – som det naturlige samlingspunkt – bliver udfordret.
Uagtet alle de kvaliteter, byen har at byde på, kan det synes som om, dette ikke længere skal være nogen selvfølge, - i hvert fald ikke alle steder.
 
Derfor er det så vigtigt, at der fortsat findes idérige og handlekraftige borgere, der på mange forskellige måder er med til at sætte fokus på byen og bl.a. det rige kulturliv, der trives her.
Sådan som det nu for 3. år i træk sker med gennemførelsen af Ebelfestival.
 
Det er jo så oplagt at gøre Ebeltoft kendt på noget med æbler.
Det, at man hvert år planter en lille æblelund, der er med til at understrege byens navn, - og hvor borgerne frit kan nyde de æbler, de mange træer ad åre vil komme til at bære, - er for mig noget af det centrale og bærende ved denne tradition, der nu har bidt sig fast.
 
Herved sætter man sig hvert år et varigt minde, - der, hver gang man fremover ser en af disse små æblelunde, vil få mangen en borger til også at glæde sig til næste års festival, med en spændt forventning om, hvad den vil bringe af øvrige aktiviteter.
 
Derfor er den tak, jeg – på vegne af hele byrådet – bringer til de mange gode kræfter bag Ebelfestival’en så velment og så vel-placeret. – En stor tak til alle involverede.
 
Og med disse ord : Endnu en gang rigtigt hjerteligt velkommen til Ebelfestival’en 2006 !
Jeg ønsker alle en rigtig god fornøjelse, – nogle rigtig gode æble-oplevelser, - og en god efterårsferie.
 
Og herefter er det mig en glæde at give ordet til fødevareminister Hans Chr. Schmidt.
 

Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net