Web Analytics
 

Miljøminister Connie Hedegaard og Folketingets Miljøpolitiske Udvalg på besøg i Mols Bjerge den 30. august 2006, - for at vurdere områdets egnethed som kommende nationalpark.
Velkomsttale:


Fru minister – ærede udvalgsmedlemmer.
 
Det er mig en meget stor glæde at byde Jer alle sammen rigtigt hjerteligt velkommen her til besigtigelse af pilotprojektet, Nationalpark Mols Bjerge.
 
Mit navn er Jørgen Brøgger. Jeg er formand for styregruppen for pilotprojektet, og borgmester i Ebeltoft.
Tilstede herfra er endvidere :
 

  • Næstformand i Styregruppen, borgmester Vilfred Friborg Hansen, Rønde Kommune, også formand for Sammenlægningsudvalget og dermed kommende borgmester for den nye Syddjurs Kommune.
  • Formand for arbejdsgruppen vedr. natur, museumsdirektør Thomas Secher Jensen fra Naturhistorisk Museum og Mols-Laboratoriet.
  • Formand for arbejdsgruppen vedr. kulturhistorie, museumsinspektør Pauline Asingh fra Moesgaard.

 
-  der alle 3 vil fungere som oplægsholdere.
 
Endvidere er Fussingø Statsskovdistrikt repræsenteret ved skovrider Uffe Laursen og skovfoged Kim Egefjord.
 
Vi er meget glade for, at Ministeren og Udvalget har besluttet at besøge pilotprojekterne, - og undskyld os, at vi tillader os at betragte det som symbolsk, at netop Mols Bjerge er det første sted, man besøger.
 
Vi ville naturligvis meget gerne have vist hele området frem, men det lader sig selvsagt ikke gøre på den tid, der er til rådighed. Man vil dog kunne få et overblik over en ganske stor del af området fra toppen af Trehøje, - tre af de bronzealderhøje, som området er så rigt på.
Det var også her, daværende miljøminister Hans Chr. Schmidt blev så bjergtaget over Mols Bjerge, da han den 8. marts 2003 besigtigede området for første gang, - på trods af kraftig storm og regn fornemmede han det storladne ved naturen. – En begejstring for området, der absolut ikke blev mindre, da han senere oplevede det i sol og sommer.
 
Det af Styregruppen foreslåede område dækker et areal på ca. 18.000 ha., fordelt med ca. 15.000 ha. landområder og ca. 3.000 ha. på søterritoriet.
Landområdet indeholder meget store fredede arealer – med de 2600 ha. i selve Mols Bjerge som det nok vægtigste – og ca. 1/3 af hele området er Natura 2000-områder.
Området omfatter nogle af landets mest spændende geologiske forekomster og den naturmæssige spændvidde er meget stor med unikke repræsentanter for kystnatur,  lysåben natur, skove og overdrev og specielt næringsfattige områder med særlig tørbundsflora, ligesom området huser flere rødlistearter. Som det måske allervigtigste rummer området et fantastisk potentiale.
De medtagne havområder er alle habitatområder samt et enkelt fuglereservat i Ebeltoft Vig. Hertil kan føjes, at øen Hjelm er medtaget i forslaget på grund af sine store naturværdier og spændende rolle i Danmarkshistorien.
 
Det kulturhistoriske aspekt er ikke mindre interessant med en spændvidde fra Porskær Stenhus – Danmarks største, udgravede runddysse – over de mange smukke herregårdsmiljøer, vandmøller, landsbymiljøer og kystkulturen til selve den gamle købstad, Ebeltoft, med den velbevarede middelalder-bydel.
 
Men alt det vil oplægsholderne komme nærmere ind på.
 
Udover arbejdsgrupper for h.h.v. natur og kulturhistorie har vi også haft arbejdsgrupper, der har arbejdet med fritidsmuligheder, erhvervsforhold og Agenda 21-forhold, sidstnævnte med speciel fokus på børn og unge, og der er på dette felt udfoldet et stort arbejde med inddragelse af netop de kommende generationer.
 
Interessen for projektet har været så stor, at mange foreninger og interesseorganisationer har bidraget til at ”holde gryden i kog” i perioden siden Styregruppen afleverede sin rapport til Den Nationale Følgegruppe.
Eksempelvis kan nævnes etableringen af flere af ”Spor i Landskabet” med faglig medvirken fra ”DGI Karpenhøj” og stor velvilje fra en række lodsejere samt DN’s ”Naturens dag” med netop Nationalparken som hovedtema. I 2004 samlede dette arrangement 500 deltagere og i 2005 350. Dette store arrangement gentages igen den 10. september, hvor man forventer lige så stort et deltagerantal.
Nævnes bør også, at der – i samarbejde mellem DN og Vildtforvaltningsskolen på Kalø - for 3. år i træk afholdes en temadag for pædagoger og lærere i den kommende storkommune med temaet ”Børn, Natur og Udeliv”.
 
Vi er overbeviste om, at området her rummer så store og unikke værdier af national og international betydning, at det vil være naturligt at udpege området som en af Danmarks første nationalparker.
Hertil kommer, at det er overordentlig værdifuldt, at der står en enig styregruppe bag forslaget. Det har det været i den pilotfase, vi har været igennem, og det vil det være i den fase, vi skal igennem, når vi forhåbentlig er blevet udpeget til at arbejde videre med projektet.
Vi vil også gerne pege på, at byrådene i de to kommuner, som området i dag er beliggende i, har udtrykt sin fulde opbakning til pilotprojekt-rapporten, og det samme har Sammenlægningsudvalget for den nye Syddjurs Kommune, ligesom borgmestrene i Århus, den kommende Ny Randers Kommune og den kommende Norddjurs Kommune har udtrykt deres opbakning, - hvilket vi altsammen håber, også vil vægte i forbindelse med ministerens og Udvalgets vurderinger.
 
Og med disse ord endnu en gang rigtigt hjerteligt velkommen. Lad os stige på bussen og begive os ud i området.  – Vi glæder os til at vise det frem.
 

Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net