Web Analytics
 
SPECIALCENTER SYDDJURS: BORGERLISTENS DAGSORDENSFORSLAG VEDTAGET I BYRÅDET
 
Her er Borgerlistens seneste nyhedsmeddelelse :
 
Specialcenter Syddjurs:
BORGERLISTENS DAGSORDENSFORSLAG VEDTAGET I BYRÅDET MED 16 STEMMER MOD 10
 
 
Den store sag på Byrådets dagsorden ved mødet den 20. maj 2010 var spørgsmålet om fysisk placering af det nye Specialcenter Syddjurs. Debatten herom bølgede i knap 2 timer, incl. en ”time-out”, begæret af Venstre.
Borgerlistens Jørgen Brøgger var den første, der fik ordet efter udvalgsformandens forelæggelse af sagen. I henhold til den udmelding, Borgerlisten tidligere havde givet efter et møde mellem repræsentanter for listens bagland og listens byrådsmedlem fremsatte Jørgen Brøgger følgende ændringsforslag til dagsordenen :
 
”Blivende placering for Specialcentret etableres i forbindelse med Heldagsskolen i Pindstrup.
Etableringsudgifter: 500 m2 á 15.000,- kr. = 7.500.000,- kr. finansieres af kassebeholdningen.
 
Feldballe skole sættes i offentligt udbud. Provenuet herfra tilføres kassebeholdningen til dækning af etableringsudgifterne i Pindstrup”.
 
I sin argumentation for forslaget fremhævede Jørgen Brøgger de samme bevæggrunde, som der tidligere er udmeldt i pressemeddelelse af 15. maj, der kan ses på Borgerlistens hjemmeside: www.borgerlistensyddjurs.dk
I sin fremlæggelse påpegede Jørgen Brøgger også en fejl i det materiale, der forelå fra forvaltningen: 500 m2 á 15.000,- kr. giver en anlægsudgift på 7.500.000,- kr. og ikke 9.000.000,- kr., som anført i bilagsmaterialet til sagsfremstillingen. Alt andet lige gør det det økonomiske regnestykke endnu mere attraktivt for kommunekassen.
 
Det Konservative Folkeparti var i sin holdning og argumentation fuldstændig enig med Borgerlisten. S, SF og RV fremsatte også ændringsforslag, ifølge hvilket man også ønskede mulighederne for en evt. placering ved Thorsager og Mørke Skoler undersøgt. Efter at Konservative og Borgerlisten begge havde afvist dette – med den begrundelse, at nybyggeri disse steder ville medføre anlægsudgifter i samme størrelsesorden som nybyggeri andre steder (2-cifret millionbeløb), trak de 3 partier deres ændringsforslag og tilsluttede sig i stedet Borgerlistens forslag, - der således blev vedtaget med 16 stemmer mod 10.
 
Afslutningsvis fremhævede Jørgen Brøgger, at formålet med etablering af et specialcenter netop er, at få flere elever tilbage til normalskoleområdet, - og dermed mindre pres på specialområdet, og han udtrykte håb om, at dette mål må blive indfriet.
 
Videoindslag fra den lange debat kan ses på kommunens hjemmeside.
 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net