Web Analytics
 
15-11-2009
HVAD VIL VI GØRE FOR AT RETTE OP PÅ KOMMUNENS ØKONOMISKE SITUATION?
Syddjurs Kommunes fortvivlende økonomiske situation er det absolutte hovedemne i valgkampen. Det har det været på vælgermøderne, og det har det været i medierne.
Medierne stiller også spørgsmålene til de forskellige spidskandidater, - og anmoder om korte, klare svar.

Her er et par eksempler:

ÅRHUS STIFTSTIDENDE spørger:

Kære spidskandidater til byrådsvalget i Syddjurs Kommune

Århus Stiftstidende bringer i den nærmeste fremtid en artikel om Syddjurs Kommunes økonomi.
I den forbindelse vil vi gerne bringe en ultrakort udtalelse om emnet fra hver spidskandidat.
Spørgsmålet lyder: Hvordan vil du og dit parti/liste bringe Syddjurs Kommunes økonomi på ret kurs?
Husk, at svaret skal være helt kort – nærmest en statement. Ellers bliver der ikke plads til alle i avisen.
Vi håber at have jeres svar senest tirsdag 10. november kl. 12.00.
På forhånd tak for hjælpen.

Venlige hilsner
Henrik Ask
Journalist
Århus Stiftstidende


Jørgen Brøgger svarer for Borgerlisten:

Kære Henrik Ask.
Tak for din henvendelse ! - Min korte version vil lyde :

Først og fremmest skal det klarlægges hvorfor vi har disse evindelige overskridelser. Område for område. Derefter skal genopretningen ske ved en økonomisk stram styring og budgetopfølgning kombineret med nytænkning og investering i udvikling, der kan skabe fremgang.

Med venlig hilsen
Jørgen Brøgger (L)


og 

ADRESSEAVISEN SYDDJURS spørger :

Kære spidskandidater

Vi udkommer med Adresseavisen Syddjurs og ligeledes Lokalavisen Kaløvig mandag - dagen før valget.
Derfor vil vi bringe en særudgave af 'Hvad er meningen?' med alle otte spidskandidater involveret.

Jeg vil bede jer svare på følgende konkrete spørgsmål:

'Hvordan vil du skaffe større indtægter til Syddjurs Kommune i de kommende år ude at dreje yderligere på kommuneskatten?'

I har 150 ord til jeres rådighed, og ikke flere. Bedes overholdt.

Svar afleveres som altid på mail til undertegnede.

Deadline for svar er lørdag 14. november klokken 09.00.

Vil du kvittere for modtagelsen af denne mail. 


Venlig hilsen


Lars Norman Thomsen
Redaktør


Jørgen Brøgger svarer for Borgerlisten:

Tak for opfordringen !
Det drejer sig ikke kun om at skaffe flere indtægter, men også om at reducere udgifterne, uden at der skæres yderligere i servicen.
Som jeg tidligere har efterlyst, er det bydende nødvendigt, at vi får klarlagt, HVORFOR vi har disse evindelige overskridelser af budgetterne. Kun derved kan vi gøre noget ved det. Her gav FOA’s vælgermøde torsdag aften nogle gode fingerpeg, der bekræfter mine tidligere udsagn om, hvor vigtigt, det er, at vi har medarbejderne med til at pege på hvor arbejdsgangene kan forbedres til gavn for både medarbejdere og kommunekassen.
Udover at vi skal forenkle, skal vi indhente stordriftsfordele og synergieffekter og vi skal være åbne overfor nytænkning; herunder også i forhold til udlicitering og evt. OPP-samerbejder, hvor og hvis dette kan være hensigtsmæssigt.
Sådanne tiltag skal, for at sikre stabilitet på ”den lange bane”, kombineres med investeringer i udvikling, der kan skabe fremgang.
Med venlig hilsen
Jørgen Brøgger (L)
 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net