Web Analytics
 
15-11-2009
S OG V ER BANGE FOR AT MISTE STEMMER TIL BORGERLISTEN

S og V er åbenbart bange for at miste stemmer til Borgerlisten ved valget på tirsdag.
Det fremgår af nogle af deres læserbreve i ugeaviserne og på Adresseavisen Syddjurs' hjemmeside (www.lokalavisen.dk).

Her er to af mine svar:

Til socialdemokraten Sally Salminen:

Svar til Sally Salminen: NEJ, JEG VASKER IKKE HÆNDER !
I en reaktion på mit læserbrev om, at det ikke er andres skyld, at Syddjurs Kommune de sidste 3 år har overskredet sine budgetter med 70-100 mill. kr. årligt, spørger socialdemokraten Sally Salminen, om jeg er færdig ved håndvasken.
Hertil skal kort svares, at jeg bruger håndvasken til personlig renholdelse og ikke i politisk øjemed, hvilket jeg derimod får indtryk af, at diverse socialdemokrater gør i deres stadige bestræbelser for at bortforklare, hvorfor det går så skidt i Syddjurs Kommune. Deraf måske overskriften på Sally Salminens indlæg ? (man fristes til at mindes det gamle ordsprog ”tyv tror hver mand stjæler”).
Jeg vedgår sandelig gerne min del af ansvaret for tidligere Ebeltoft Kommunes indkøb af et tidssvarende, funktionelt og effektivt EDB-økonomisystem. – Det tror jeg faktisk også, at
S-medlemmerne af det daværende Ebeltoft Byråd, herunder socialdemokraternes daværende ØK-medlem og nuværende borgmesterkandidat, gør.
Det var nemlig en fornuftig, ansvarlig og fremtidssikret investering. At Sammenlægningsudvalget (læs: Det nye byråd) valgte at skrotte dette og i stedet investere i et nyt og ikke færdigudviklet økonomisystem, der overhovedet ikke fungerede det første halvandet arstid, skyldtes helt andre og usaglige årsager.
Det samme var tilfældet, da der skulle vælges ESDH-system (elektronisk sags- & dokumenthåndtering). Her anvendte to af de tidligere kommuner det samme, velfungerende system. Af de to andre af de tidligere kommuner anvendte den ene et ældre tysk system, der ikke længere kunne skaffes ”reservedele” til, medens den anden endnu ikke havde anskaffet sig ESDH-system. I stedet for at anvende det system, som to af kommunerne anvendte, - hvor man så også ”automatuisk” ville have haft ca. halvdelen af medarbejderne til at undervise de øvrige i brugen – skulle man absolut også her investere i et helt nyt system.
Resultatet var til at tage og føle på. Der blev på dette IT-alter ofret ca. 43 mill. kr., - hvor man kunne have nøjedes med en investering på vel ca. en fjerdedel. Efter min opfattelse stadig dybt uansvarligt.
Så Sally Salminen: Nej, jeg vasker ikke hænder, men priser mig derimod lykkelig for, at jeg ikke har været med til at vedtage en så fatal beslutning,
Med venlig hilsen
Jørgen Brøgger
Borgmesterkandidat for Borgerlisten


og til venstremande Per Zeidler :

PER ZEIDLERS AFSLØRING.
Venstrepolitikeren Per Zeidler afslører i sit indlæg ”Lad Borgerlisten hvile i fred” Venstres frygt for, at borgerlige vælgere skal vælge at sætte sit kryds ved Borgerlisten.
Per Zeidler viser sig her som en ægte og tro partisoldat, der blindt følger den partiparole, som Lars Løkke lancerede i forbindelse med kommunalreformen: Et af formålene med denne kommunalreform var at få bugt med de mange borgerlister landet over. – Parti-trofasthed over alt andet.
Må jeg i den forbindelse erindre om, at Borgerlisten er borgernes eneste, virkelig demokratiske mulighed for indflydelse i kommunalvalget. Det er kun 5 % af Danmarks befolkning, der er medlem af et politisk parti. Dette gælder også Syddjurs.
Hvis vi ikke havde Borgerlisten, var det altså kun disse 5 %, der kunne være med til at bestemme hvem, der kunne opstilles til kommunalvalget, ligesom de, der kunne opstilles, skulle findes blandt disse 5 %.
Jeg har stor respekt for de (fleste af de) partimedlemmer, der opstiller til valget. Men er det nu også helt sikkert, at det absolut kun er blandt disse 5 %, at landets og kommunens klogeste hoveder findes ?
Og hvorfor skal borgere, der – uanset af hvilken grund – ikke er medlem af et politisk parti udelukkes fra at have indflydelse på, hvem der skal opstilles ? - eller for den sags skyld fra selv lade sig opstille ?
I lokale forhold drejer det sig – efter Borgerlistens opfattelse – i langt højere grad om hvem, man har tillid til, end om hvilket partitilhørsforhold vedkommende har. I lokale forhold skal sund fornuft og konstruktivt samarbejde efter Borgerlistens opfattelse gå langt forud for partipolitiske ideologier.
Den opfattelse har Per Zeidler åbenbart ikke. Det står i skærende modstrid til, at Venstres spidskandidat ved adskillige vælgermøder (efter at have hørt Borgerlisten lancere det) har proklameret, at man skal lade de partipolitiske ideologier hvile i fred og i stedet satse på – netop sund fornuft og konstruktivt samarbejde.
I øvrigt virker Per Zeidlers udtalelser også modstridende i forhold til de tilnærmelser, Venstre p.t. gør for at sikre sig konstitueringsaftaler.
Hertil er kun et sige, at Borgerlisten anser en samlende konstituering omkring Borgerlisten som eneste farbare vej ud af Syddjurs Kommunes fortvivlende, økonomiske situation. Vi håber, at Venstre også vil bidrage hertil, - for Syddjurs Kommunes og borgernes skyld !
Med venlig hilsen
Jørgen Brøgger
Borgmesterkandidat for Borgerlisten
Luk
 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net