04. juni 2018:
Så lykkedes det endelig. Jeg fik en sommerbuk, - efter at jeg ikke har haft held til at nedlægge en siden 2011. - Her er min oplevelse:
Jeg var på reviret ca. et kvarter før skydetid, og havde besluttet mig for, at jeg ville sidde i stige 7. - MEN, forkalket, som mine sønner siger, jeg er, gik jeg målrettet efter den gamle stige 8 i kanten af remisen overfor andesøen. Kun for at se, at den jo var lagt ned. På vejen derover lettede jeg en stor rå i det høje græs. Hun hoppede væk i lange høje spring. Heldigvis uden at "gø".Lidt rådvild stod jeg og overvejede situationen: skulle jeg blive her eller ... efter et par minutter besluttede jeg mig for at gå over og sætte mig i den nye stige 8. På vejen tilbage hertil, så jeg så den nye stige 7, og måtte sige til mig selv: "Ak ja, hvor dum kan man være. det vidste jeg jo godt".
På plads i stige 8 gjorde jeg mig "livet behageligt". Efter at have undersøgt hele områpdet grundigt i håndkikkerten fik jeg forsigtigt listet termokanden frem. Det gjorde godt med noget varmt gennem halsen; jeg havde haft optræk til hoste. Intet skete. Efter ½ times tid kom så også ostemaden frem.  Det gav lidt velvære. Jeg havde en strid og kold vind lige imod mig, og da jeg (jvfr. de seneste dages "hedebølge") ikke havde for meget tøj på, begyndte jeg at fryse. Tilsidst så meget, at jeg besluttede mig for at pakke sammen kl. 6. Der var jo alligevel totalt dødt. Lidt i 6 kom solen imidlertid så småt frem, og jeg besluttede mig for at tage ½ time mere i håb om, at solen kunne varme mig op igen. Det gik nu noget trægt, og da klokken var 5 min. i halvsyv tænkte jeg, at der var ingen grund til at vente og fryse de 5 minutter mere. 
I det samme så jeg et dyr i den nye fodermark i kanten af den remise, hvor stige 7 står. Op med håndkikkerten. Nej, det var en rå. Jeg blev ved at stirre og syntes, at jeg kunne se en pensel under bugen af den. Så begyndte jeg at glemme alt om at fryse. Jeg kiggede og kiggede, stillede og stillede på kikkerten for at få det helt skarpt. Jo, var der alligevel ikke noget mellem ørerne ? - nej. Og dog ? da den endelig løftede hovedet og bøjede nakken kunne jeg pludselig se, at der var noget, der rakte frem foran ørerne. Og nu kunne jeg også tydeligt se penslen. Op med riflen. Nøjagtigt sigte og bum - den faldt i knaldet. Klokken var 06.35.
Som kom bukkefeberen. Jeg begyndte at ryste og tvivle på, om det nu også var en buk
Efter hvad jeg umiddeelbart følte var to minutter, men som jo nok i virkeligheden kun var et halvt, rejste den sig og det så ud som om, den vaklede ind i remisen. SÅ kom bukkefeberen for alvor. Jeg rystede over hele kroppen og mine tænder klaprede i munden på mig. HVAD HAVDE JEG LAVET ? - Skulle jeg have schweisshund på ? - og var det nu også en buk ? - Hvad hvis det viste sig alligevel at være en rå ?
Jeg tvang mig selv til at blive siddende et kvarter, inden jeg jeg gik derhen for at se, om der var noget schweiss, jeg kunne følge ind i remisen. Det blev heldigvis ikke nødvendigt.  Han lå der stendød. Han havde blot rejst sig en enkelt gang og var faldet igen. Han var ikke gået 2 meter.
Efter at have sundet mig lidt og taget de obligatoriske billeder samlede jeg det hele sammen og begyndte at trække ham mod bilen. Der var laaaa....ngt ! Han var tung og det  hele "gik" stadig på mig. Jeg tror, jeg holodt hvil mindst 10 gange, inden jeg udmattet nåede bilen og fik ham  læsset ombord.
Jeg var stadig meget påvirket på vejen hjem, så jeg holdt ind til Menu i Rønde og købte en pakke Underberg. Efter en enkelt af dem og et lille hvil mod ryglænet gik det bedre, og vel hjemkommet begyndte så opbrækningsarbejdet.
En fantastisk morgen, der kom til at spille på hele følelsesregistret, - og som bekræftede den gamle tese om, at man skal aldrig give op, men holde ud "til det sidste".
Knæk og Bræk til alle I andre i bukkepuljen !