Web Analytics
 
BUDGET 2016
2. behandling, byrådsmøde 7. oktober 2015
 

Indlæg fremsat fra tilhører-spørgepladsen under byrådets spørgetid:
 
Jeg er udmærket klar over, at dette er en spørgetid og ikke en kommentar-tid, og derfor skal jeg nok slutte med et par spørgsmål, - men inden vil jeg gerne have lov at komme med en lille kommentar.
 
Når det næste punkt på dagsordenen er overstået, er jeg efter al sandsynlighed forhenværende byrådsmedlem med tilbagevirkende kraft til den 30. september. Derfor befinder jeg mig lige i øjeblikket i en form for ”ingenmandsland” og kan derfor ikke tale fra min vante plads, - og tillader mig så i stedet at gøre det fra denne plads.
 
Min efterfølger i byrådet, Peter Andersen, har ikke mulighed for at være tilstede i dag – han er i Budapest – og derfor vil der ikke komme noget budgetindlæg eller nogen ordførertale om budget 2016 fra Borgerlisten
Det skal jeg naturligvis heller ikke stå og holde her fra denne plads, - men jeg vil gerne benytte lejligheden til at bekræfte, at Borgerlisten som ansvarsfuld lokalpolitisk aktør er glad for at være med i dette budget. Vi synes, at det er et godt budgetforlig og et godt budget, hvor vi kan genkende Borgerlistens ønsker og holdninger flere steder. – Jeg vil gerne takke alle forligskollegerne for godt samarbejde og imødekommenhed, så alle Borgerlistens ønsker er opfyldt.- Tak for det.
 
Så til spørgsmålene.
Ved ØK-mødet den 30. september behandlede vi sagen om Campus Kalø. – Blandt andet med det formål, at forsøge at trække Naturstyrelsen hertil i forbindelse med udflytningen af de statslige arbejdspladser. – Nu skete udflytningen af de statslige arbejdspladser som bekendt  hurtigere, end man havde forventet, og der kom desværre ingen til Syddjurs. Der kom et par stykker til Norddjurs, og det kan vi så glæde os over og måske være så heldige at drage lidt nytte af i bosætningsmæssigt øjemed.
Mit spørgsmål er derfor, om der foreligger en strategi for at bruge Campus Kalø til i stedet at trække andre institutioner hertil, - offentlige, private, fra højere læreanstalter eller selvejende institutioner o.s.v..
Jeg har naturligvis fuld forståelse for, hvis man ikke kan nævne noget konkret, hvis man allerede ligger i forhandlinger med sådanne institutioner, - men jeg synes, at det er vigtigt at høre, om man har gjort sig nogle overvejelser i den retning.
 
Mit andet spørgsmål er: Kan, vil og må borgmesteren ved at svare på dette spørgsmål informere offentligheden om den aktuelle situation for Århus Lufthavn, Tirstrup, - og hvordan fremtidsudsigterne for lufthavnen tegner sig.
 
Til slut vil jeg gerne sige tak for samarbejdet med alle mine byrådskolleger gennem mange år. Det har været en spændende tid, og bliver vemodigt at skulle forlade byrådsarbejdet. Det har været interessant, hyggeligt – og indimellem også morsomt.
Jeg vil komme til at savne det interessante arbejde og alle i byrådskolleger, hver især. – Men sådan må det være. – Tak alle sammen.
 
Jørgen Brøgger
 

Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net