Web Analytics
 

 Svar til Nis Kaper Buch.
I et valgindlæg den 5. november benytter den konservative kandidat Nis Kaper Buch lejligheden til at lufte den sædvanlige partipolitiske fordom mod Borgerlisten. Jeg skal ikke kommentere, hvad baggrunden for Nis Kaper Buchs behov herfor kan være. Kun undre mig over, at hvor valgforbundet mellem Konservative og Borgerlisten for 4 år siden sikrede Konservative 2 mandater, har man åbenbart nu (parti-)ideologisk berøringsangst.
Borgerlisten er ikke bundet af parti-ideologier som socialisme, liberalisme eller konservatisme. Vi tænker derimod i REALISME. Vi deltager i det kommunalpolitiske arbejde, fordi vi holder af vort lokalsamfund og gerne vil være med til at udvikle det i den retning, som vi selv mener, er den rigtige, uden partipolitiske bindinger til Christiansborg.
Det er kun 5 % af den danske befolkning, der er medlemmer af et politisk parti. Det er dermed også kun disse 5 % af befolkningen, der enten selv kan blive opstillet eller bestemme hvem, der skal opstilles for partierne. Jeg er ikke i tvivl om, at disse 5 % alle er fornuftige mennesker, men det er nok et spørgsmål, om der ikke mellem de øvrige 95 % også findes fornuftige mennesker, der kan tilføre samfundet noget.  Det er i hvert fald tilfældet her i Syddjurs Kommune, hvor Borgerlisten har en række engagerede kandidater, der alle er parate til at arbejde konstruktivt til gavn for borgerne. For borgerlisten er det vigtigste ikke, hvem vi samarbejder med, men derimod hvad vi samarbejder om.
 
Med venlig hilsen
Jørgen Brøgger
Kandidat for Borgerlisten
 

 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net