Web Analytics
 

BORGERLISTEN
Syddjurs Kommune

 
PRESSEMEDDELELSE
Ninna Thomsen medlem af Borgergruppen
 
Ninna Thomsen, der har været løsgænger i Byrådet i Syddjurs Kommune siden bruddet med Socialdemokraterne i december måned, bliver nu medlem af Borgerlistens byrådsgruppe. Det er resultatet af en række drøftelser mellem parterne. Skiftet får virkning fra og med byrådsmødet den 30. januar d.å..
 
Borgerlistens nuværende byrådsmedlem, Jørgen Brøgger, byder Ninna Thomsen velkommen til arbejdet og finder det naturligt, at Ninna Thomsen valgte Borgerlisten som grundlag for sit fortsatte virke i Byrådet. Han siger: ”Jeg ved, at Ninna Thomsen har haft andre muligheder, og jeg er glad for – og finder det også naturligt – at hun har valgt Borgerlisten. Borgerlistens politik med fokus på de lokale forhold og borgernes vilkår sammenholdt med sund og stram økonomisk styring falder efter min opfattelse godt i tråd med Ninna Thomsens personlige, medmenneskelige grundholdning. Hendes tilsagn om, at hun helt og holdent kan gå ind for Borgerlistens politik glæder mig og er hele grundlaget for, at optagelsen af hende i gruppen kan finde sted.”
Jørgen Brøgger ser det som en fordel for begge parter og for Syddjurs Kommune som helhed:”Ninna Thomsen har stor erfaring som byrådspolitiker gennem 19 år, hvilket sammen med mine egne erfaringer og Borgerlistens over 40-årige historie som lokalpolitisk aktør alt andet lige vil give en øget styrke og bredde i listens arbejde. Vi vil fortsat kæmpe for Borgerlistens politik og visioner i Byrådssalen, herunder søge det bredest mulige samarbejde”.  
Han bemærker endvidere, at det bliver en fordel at være to om at diskutere de forskellige politiske emner. ”Jeg har hele tiden haft et godt samarbejde med Borgerlistens bagland, som jeg altid har kunnet diskutere alle forhold og tvivlsspørgsmål med. Det kan jeg – eller rettere vi – naturligvis fortsat, men at der nu er en mere, der kender sagerne også fra udvalgsværelserne og Byrådssalen, når disse drøftelser finder sted, giver et bredere fundament at se sagerne ud fra. Jeg glæder mig til et godt og konstruktivt samarbejde til gavn for hele kommunen”.
 
Ninna Thomsen siger: Jeg blev politiker, fordi jeg gerne ville bidrage aktivt til at forbedre forholdene for de mennesker, der har det svært. Dette har ikke ændret sig. I en krisesituation, hvor kampen om de økonomiske midler er stor, er det ekstra vigtigt, at nogen taler de svagestes sag. De udsatte børn og unge, misbrugerne, de fysisk og psykisk syge og de svage ældre. Jeg har fået mange positive tilkendegivelser om, at man er glad for min viden og mit konstruktive, politiske arbejde på disse områder.
Brugertilfredsheden er høj, hvilket er et signal om, at samarbejdet mellem de frivillige, medarbejdere, ledere og udvalgets politikere er velfungerende.
Der er i tæt samarbejde lagt fornuftige planer for de næste års indsats på: 

  • Ældreområdet
  • Voksen handicap området
  • Sundhedsområdet

Budgetterne overholdes og der er udtalt kompetenceudvikling på områderne. Dog er der fortsat meget, der kan gøres for at øge livskvaliteten for de svageste af vore medmennesker.
Jeg har energien, er i fin form og brænder for området og har derfor besluttet mig for at genopstille til valget i november.
Da jeg stemte imod de øvrige socialdemokratiske byrådsmedlemmer i forbindelse med sagerne om at anvende ca. 160 mill. kr. til et nyt rådhus og de deraf afledte afstemninger, kunne jeg vælge at melde mig ud af Socialdemokratiet eller blive ekskluderet. Jeg valgte det første.
Jeg har efterfølgende modtaget positive henvendelser fra diverse partier og fra Borgerlisten.
Jeg har sat mig grundigt ind i alle valgprogrammer. Jeg har haft konstruktive og indholdsrige møder med Jørgen Brøgger og kan fuldt ud sympatisere med Borgerlistens grundlag. Jeg er derfor blevet medlem. Jeg ser frem til at mødes med alle medlemmerne bag Borgerlisten og glæder mig til samarbejdet.
For mig er menneskesyn og værdier vigtigere end ideologi. Borgerlistens menneskesyn og værdier er jeg enig i.  At bruge min energi med udgangspunkt i, hvad der gavner borgernes interesser i den enkelte sag, og at være drevet af ønsket om samarbejde på tværs af partier og lister med det mål at fremme fornuftige, lokalpolitiske resultater tiltaler mig meget.
Jeg vil fortsat arbejde for en harmonisk udvikling af hele Syddjurs Kommune.”
 
Formanden for Borgerlistens koordinationsudvalg, Ole Brus Sørensen, byder også Ninna Thomsen velkommen i byrådsgruppen og udtaler blandt andet: ” Ninna Thomsen skal være hjerteligt velkommen i byrådsgruppen. Borgerlistens politik er uændret. Vi hører til på den borgerlige side af spektret, men uden parti-ideologiske bindinger og med særligt fokus på lokale forhold og borgernes vilkår. Vi ønsker en erhvervsorienteret kommune i positiv udvikling, - som een helhed med en sund og stram økonomisk styring. Vi ønsker gode og trygge forhold for vores ældre og svage medborgere samt gode udviklingsmuligheder for vore børn og unge. Ninna Thomsens tilslutning til disse værdier og holdninger glæder mig og gør det naturligt at optage hende i byrådsgruppen."
Ole Brus Sørensen fortsætter: "Jeg finder det endvidere vigtigt at sige, at den nuværende øst-vest-debat er frugtesløs, og at Borgerlisten vil bekæmpe denkonstruktivt af al magt. Vi ønsker een hel kommune i balance og udvikling tilpasset de enkelte lokalområders særkende, ønsker og behov."

Syddjurs, den 18. januar 2013
 

 
Jørgen Brøgger. Stenhøjevej 14, Femmøller, 8400 Ebeltoft. Tlf. 86 36 25 38. e-mail: jb@joergen-broegger.dk
Lav din egen hjemmeside med mono.net